stevns erhvervspris 2020

Ved en festlig lejlighed på Tinghuset i st. Heddinge blev årets erhvervspriser uddelt til kommunens dygtigste virksomheder, under store klapsalver.

Der var lutter rosende ord til alle tre nominerede; Nordahl & Friis Blomster, Aulebjerg El og Hansen Café & Bar, da iværksætterkonsulent Jesper Yde Knudsen uddelte prisen, Årets Iværksætter. Prisen går til en virksomhed, som er under tre år gammel, som udmærker sig ved gode resultater, og som fremtræder som et forbillede for andre iværksættere i Stevns. Desuden bemærkede iværksætterkonsulenten, at de nominerede havde det til fælles, at de havde etableret sig i bygninger, som på den ene eller anden vis var blevet overflødige:

– Dermed bidrager de til at skabe liv og omsætning på steder, som ellers risikerede at forfalde, sagde Jesper Yde Knudsen.

Vinderen af prisen blev Hansen Café og Bar. På blot et år har ejer John Marienhof formået at skabe et lokalt samlingspunkt i en nedlagt skobutik i Store Heddinge, hvor gæster både kan nyde en fyraftensøl, spise aftensmad og opleve livemusik.

Integrations-indsats hædret

Alle tre nominerede; Heinrichs bageri, Adamsen A/S og De Forenede Dampvaskerier har på den ene eller anden vis gjort sig bemærket ved at inkludere borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Det blev dog Dampvaskeriets store indsats for at få integrationsborgere i arbejde, som i sidste ende blev belønnet med CSR-prisen 2020.

Danmarks bedste badehotel er Årets Virksomhed

Det var et stærkt felt af nominerede til at modtage prisen som Årets Virksomhed 2020, understregede erhvervschef Thomas Christensen, som overrakte prisen:

– Årets tre nominerede virksomheder udmærker sig alle ved en stærk udviklings- og kundeorienteret tankegang. De stræber hele tiden efter at blive bedre, og de går målrettet efter det. Og så har de hjertet på rette sted og involverer sig i den lokale udvikling.

Det blev dog Rødvig Kro & Badehotel, som blev kåret som vinder foran Solvang Maskinfabrik A/S og De Forenede Dampvaskerier Store Heddinge. Erhvervschef Thomas Christensen overrakte prisen til de glade vindere, Jonas Skaaning og Kathrine Hendriksen, som har drevet badehotellet siden 2008.

Klik her og læs mere om uddelingen af årets erhvervspriser i Stevns kommune